Nyt spændende samarbejde mellem HF&VUC NORD og Turismeudvikling Hjørring skal ruste Nordjyllands turismeaktører til at blive bedre til tysk.
Den 17. september begyndte den første kursusdag i henholdsvis Løkken og Hirtshals. Foreløbig er der to hold, som i 10 dage skal have undervisning af HF&VUC NORD med henblik på at opkvalificere deres tyske sprogkundskaber.
Der har været stor opbakning til tyskkurset, som strækker sig fra september til december, og allerede nu kan Tursimeudvikling Hjørring se, at interessen for sprogkurset er voksende:
”Vi kan se, at vores samarbejde med HF&VUC NORD omkring tysk-kurset har vakt interesse hos flere turismeaktører. Allerede næste tirsdag har vi mange flere deltagere på holdet i Løkken, og jeg forventer, at deltagerantallet stiger løbende”, siger Michaela Pavlikova fra Turismeudvikling Hjørring og fortsætter:
”Hos Turismeudvikling Hjørring har vi fokus på at styrke turismen i Hjørring Kommune, og det gør vi bl.a. ved at sikre os, at vi kan kommunikere bedre med de mange tyske turister som hvert år besøger vores landsdel. Derfor er det vigtigt, at dem, der arbejder med turisme, bliver opkvalificeret på deres sprogkundskaber, så vi sikrer en høj service og forbliver et attraktivt tursimemål,” siger Michaela Pavlikova.
HF&VUC NORD har sørget for at undervisningen foregår i forskellige tidsrum for at imødekomme de forskellige turismeerhverv bedst muligt:
”Vores fleksibilitet er stor. Det er vigtigt for os, at vi kan tilpasse undervisningen de forskellige aktører. Det er en service, som er afgørende for os, men det er altafgørende for de virksomheder, vi samarbejder med, hvis de skal have logistikken med at sende ansatte på kursus til at gå op. Så det er en selvfølge for os, at vi tilpasser os vores samarbejdspartnere”, siger Simon Mou Skogberg, Chef for Erhverv & Uddannelse hos HF&VUC NORD.
”Det er et spændende samarbejde, vi har indgået med Turismeudvikling Hjørring. Et samarbejde som virkelig understøtter essensen af vores virke; vi er her for at tilbyde opkvalificering på arbejdspladserne i hele Nordjylland, så vi sikrer, at vi forbliver en landsdel med gode, attraktive arbejdspladser, der har ansatte som kan leve op til de faglige krav på arbejdspladsen,” siger Simon Mou Skogberg.