Ansatte får ny viden derhjemme
april 21 · 2020

Ansatte får ny viden derhjemme

Scandic Pelagic har sammen med HF&VUC NORD flyttet opkvalificering ind i medarbejderes hjem under corona-krisen

Fra kl. 7-15. Akkurat som en ganske almindelig arbejdsdag. Så lang tid bruger et par håndfulde medarbejdere på fiskevirksomheden Scandic Pelagic i Skagen netop nu på skolebænken. Men på grund af corona-krisen har Scandic Pelagic sammen med HF&VUC NORD flyttet skolebænken hjem til de ansatte, som modtager undervisningen online. Og det fungerer.

Ikke den store forskel

- Jeg oplever ikke den store forskel på, om undervisningen foregår online eller traditionelt i et lokale med en underviser fysisk til stede, fortæller Robin Simonsson. Den 35-årige svensker har arbejdet hos Scandic Pelagic i fire år og har allerede deltaget i flere uddannelsesforløb.

- Jeg har arbejdet med IT tidligere, så for mig er det ikke et problem, at undervisningen foregår online. Jeg synes, at HF&VUC NORD har planlagt undervisningen godt, og jeg synes, at der er indlagt realistisk tid til at løse opgaverne. Og så er det rigtigt godt, at vi kan chatte med underviserne i løbet af dagen, hvis vi har spørgsmål, og at det er muligt at dele skærmen, så vi alle kan se med, siger han.

Super løsning

- Onlineundervisning er en super løsning. Lige nu er det lavsæson for os, og vi plejer at opkvalificere vores medarbejdere netop på denne tid af året, så vi er meget tilfredse med, at HF&VUC NORD var lynhurtige til at finde en løsning, da det på grund af corona ikke længere var muligt at gennemføre en traditionel undervisning, fastslår HR-chef hos Scandic Pelagic, Susanne Nielsen.

- Her på virksomheden taler vi dansk, og da en fjerdedel af vores omkring 200 medarbejdere kommer fra 12 forskellige nationer og derfor ikke har dansk som modersmål, er der brug for bl.a. at forbedre danskkundskaberne. Men det er vigtigt for os at sikre, at undervisningen er effektiv og seriøs, for medarbejderne holder ikke fri. De er på arbejde derhjemme, understreger Susanne Nielsen, der følger undervisningen og de ansatte nøje.

 

Mange fordele

- Opkvalificering af medarbejdere har mange fordele og kan på det kraftigste anbefales. Udover at medarbejderenes kompetencer forbedres på en række områder, så vil de ansatte også have større lyst til at fortsætte på arbejdspladsen. De vil få et større medejerskab for virksomheden. De bliver gladere, og når de bliver bedre til eksempelvis dansk, vil de også få lettere ved at finde danske venner og derfor et rigere socialt liv. Endelig rygtes det også, at eksempelvis Scandic Pelagic gerne investerer i medarbejdernes kompetencer. Det øger interessen for at søge arbejde hos os og letter dermed generationsskiftet, påpeger Susanne Nielsen og tilføjer, at det selvfølgelig også er vigtigt, at medarbejderne er fuldt lønkompenseret, fordi Scandic Pelagic var forudseende og havde udarbejdet uddannelsesplanen i god tid sammen med HF & VUC NORD.

- Vi har arbejdet sammen med HF & VUC NORD i flere år. Vi oplever en løsningsorienteret, dynamisk og ikke mindst fleksibel samarbejdspartner. Hvis vi pludselig får mange fisk og bliver nødt til at afbryde kursusrækken, finder HF & VUC NORD altid en god løsning, roser Susanne Nielsen.