Ny aftale prioriterer uddannelse
juni 27 · 2019

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten blev sent tirsdag aften enige om en politisk aftale, der gør, at Mette Frederiksen bliver statsminister for en ren socialdemokratisk regering. 

Og ambitionerne er gode; de fire partier fastslår nemlig, at uddannelse er en grundpille i velfærdsamfundet. Det betyder, at den nye regering vil satse på uddannelse til alle fremover!

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har bl.a. fremlagt, at omprioriteringsbidraget skal fjernes, ligesom de fire partier er enige om, at der skal laves en plan for at bevare de lukningstruede VUC’er. En nyhed, der glæder rektor for HF&VUC NORD Lene Yding: 

“Vi skal sikre, at unge og voksne har adgang til uddannelse - også uden for de store byer. Og derfor er jeg utroligt glad for, at partierne bag den kommende regering er opmærksomme på, at det kræver et særligt fokus. HF&VUC NORD dækker et stort geografisk område delvist bestående af landdistrikter og mindre byer, og vi vil fortsat arbejde for at være et voksenprofileret, lokalt forankret uddannelsestilbud til de unge og voksne, som mangler en hf eller en 9 eller 10. klase for vokse”, siger Lene Yding.

På landsplan er det tale om 13 lukningstrude VUC-afdelinger, men med den nye aftale ser det ud til, at de små afdelinger i de mindre byer får mulighed for at fortsætte - og at VUC også fremadrettet vil kunne tilbyde uddannelse til alle - uanset hvor i landet man er bosat. 

Kontakt: 
Lene Yding, rektor HF&VUC NORD, tlf.: 21187305, mail: lyp@hfvucnord.dk
Anina Harald Krabbe, kommunikationskonsulent, tlf.: 20189153, mail: ale@hfvucnord.dk