Selvtest i fuld gang på HF&VUC NORD
april 16 · 2021

Selvtest i fuld gang på HF&VUC NORD

Fredag d. 19. marts fik vi endelig besked om, at vi efter påske skulle overtage testopgaven af covid-19 fra Falck. Allerede om mandagen havde vi ansat 10 friske mænd og kvinder, som skulle varetage opgaven som supervisorer på vores forskellige afdelinger i Nordjylland. I løbet af den næste uge blev de uddannet til opgaven, og tirsdag efter påske mødte vores supervisorer op i vores nyindrettede testlokaler på skolerne.

Alt er gået stærkt, men det er gået godt, og nu har vi allerede været i gang med den nye opgave i et par uger.

Her ses Mads, som normalt er vikar på HF&VUC NORD, men pt. er han på tjansen som supervisor. Vi spurgte ham, hvordan han synes, den første tid er gået;

”Det er gået rigtig godt. Flere og flere benytter sig af tilbuddet om selvtest på skolen. Man kan godt mærke, at folk har været lidt nervøse, for at teste sig selv til at starte med, men når de først har prøvet det en gang, virker de glade, og mange siger, at det slet ikke var så slemt som forventet. Jeg fornemmer også, at mange synes, det fungerer godt, at de kan testes i skoletiden. Det er nemt og ligetil, og her er det skemalagt, så de undgår de lange køer, som de oplever rundt på de offentlige teststeder. Jeg synes, det er en rigtig god løsning. Det har siden start kørt godt, og kursisterne er hurtigt inde i, hvordan man gør, og hvordan man skal forholde sig hygiejnisk”.

Kursisterne introduceres grundigt til, hvordan testen foretages. Derefter prøver de selv at foretage testet og bliver guidet undervejs af vores supervisorer, så alle er sikre på et brugbart resultat. På HF&VUC NORD har vi desuden valgt at anvende en digital løsning, så supervisorerne kan scanne kursisternes sygesikringskort, og så resultaterne bliver direkte overført til sundhedsmyndighederne, så kursisterne automatisk kan se deres svar på app’en Min Sundhed. Testsvarene kan derfor også let bruges ved fx frisøren.

Vi har spurgt kursisterne, hvad de synes om at tage testen selv;

”Det er da lidt ubehageligt til at starte med, det er nok mest tanken om det, men når man lige finder ud af at gøre det rigtigt, er det faktisk mere behageligt at gøre det selv, i stedet for at andre foretager testen. Og så er det superpraktisk, at vi kan gøre det på skolen, så vi ikke skal bestille tider og stå i lange køer på de offentlige teststeder i vores fritid”. Siger to af vores kursister, der går på hf på VUC i Aalborg.