Fleksibilitet med onlineundervisning
Er onlineundervisning noget for dig?
Onlineundervisning er for dig, der vil arbejde selvstændigt og ambitiøst med din uddannelse. For dig, der har en god portion selvdisciplin, og som er vant til at arbejde med computer. Du kan læse både AVU-fag og hf-fag.
Onlineundervisning er den mest fleksible undervisningsform, vi har på HF&VUC NORD, og du kan også her sammensætte din uddannelse præcis, som du vil. Hvor og hvornår du studerer, er helt op til dig.
Du kan vælge at kombinere dit online studie med andre enkeltfagshold. På den måde tager du nogle fag sammen med en klasse – og andre fag kan du så læse hjemmefra.
Hvorfor vælge onlineundervisning?
Der findes flere gode grunde til at vælge onlineundervisning, hvis du går og drømmer om at læse videre eller få en uddannelse. Det kan være, du har et arbejde, som gør, at du ikke har mulighed for at studere før om aftenen eller andre forpligtelser i hverdagen, der gør almindelig skolegang for besværligt. Da undervisningen foregår online, kan den i stedet tilpasses de tidspunkter, der passer dig bedst, uanset om det er om morgenen, aftenen eller midt imellem dagens gøremål.
Det giver derfor en stor fleksibilitet at tage en uddannelse online, da du selv kan bestemme, hvornår på dagen du vil studere, og du kan tage uddannelsen i dit eget tempo. Du har mulighed for at tage undervisningen med overalt og kan studere, når du har tid.
Du har selv ansvaret for din faglighed og derfor kræver onlineundervisning, at du har mod på at arbejde selvstændigt med dine opgaver, og at du er selvdisciplineret nok til at planlægge og prioritere din tid. Du får mulighed for selv at kunne tilrettelægge din undervisning, og det kræver derfor, at du er god til at motivere dig selv, da der er afleveringsfrister, som skal overholdes.
For at kunne modtage onlineundervisning kræves det, at du har en computer med internet til rådighed, da du i praksis studerer online. Når du studerer online, er der ikke nogen live undervisning. Derfor skal eventuelle spørgsmål også fremsendes til underviseren skriftligt.
Hvad koster det?
Læs mere om fagene på 9.-10. klasse og hvad det koster her.
Læs mere om fagene på hf-enkeltfag og hvad det koster her.
Er du pensionist, eller har du allerede en videregående uddannelse, så gælder andre priser. Kontakt studievejledningen for at høre nærmere.
Kan jeg få SU?
Alt efter hvordan du vælger at sammensætte din uddannelse, og hvilken situation du i øvrigt står i, har du forskellige støttemuligheder. Læs mere om dem her.
Du kan tage onlineundervisning uanset, hvor i Nordjylland, du bor.
Er der forskel på online- og fjernundervisning?
Der er ikke forskel på online- og fjernundervisning. Hos os kalder vi det onlineundervisning, fordi vi ønsker at tilbyde uddannelser tæt på dig, hvilket muliggøres gennem vores onlineundervisning, så du kan læse lige præcis, hvor og hvornår det passer dig.
Praktisk information
- Du skal hver uge aflevere en opgave i dine fag
- Du skal være vant til at arbejde med computer
- Computeren er dit primære værktøj
- Du skal have adgang til internettet
- Du får gratis adgang til Office 365-pakken
- Skriftlige eksamener afholdes i Aalborg og mundtlige eksamener afholdes enten i Aalborg eller Aabybro
- Nogle fag vil foregå som en blanding af fremmøde og onlineundervisning